Solveig og Søren har i dag været sammen i 5 ½ år, og som mange andre unge par nåede de dertil, hvor de ønskede sig at få et barn. De var på forhånd klar over, at det måske kunne blive problematisk for dem, da Søren havde nedsat sædkvalitet, men de forsøgte 1 års tid, uden at det lykkedes. De tog derfor kontakt til lægen og fik en henvisning til en fertilitetsklinik, men der var desværre et ½ års ventetid.

”Jeg havde hørt godt om Foldberg fra blandt andet patienter gennem mit arbejde og fra min mor, som havde hørt om ham, og jeg tænkte, at det kunne være godt at undgå den kemiske proces, som det ville kræve på fertilitetsklinikken. Så hvis vi skulle prøve med akupunktur først, så skulle det være hos Foldberg, for så skulle det være ordentligt. Derfor bookede vi en tid.”

Selvom Solveig fra starten var klar over, at de kunne have problemer med at få børn, valgte hun ikke at tage sorgerne på forskud og forsøgte at holde hovedet koldt: ”vi måtte tage det hele lidt, som det kom. Det nyttede ikke noget at stresse op over noget, som man ikke vidste, om der overhovedet blev et problem, så jeg tog det forholdsvist roligt. Det pressede mere Søren, end det pressede mig. Han var ked af det og gik nok rundt med en form for skyldfølelse. Søren gjorde sig mange tanker og havde meget svært ved at tro på, at det skulle lykkes.”

”Vi havde tænkt, at det primært skulle være Søren, der skulle have behandling, men vi tog begge to af sted. Foldberg mærkede efter på os begge og vurderede, at der også var lidt, der kunne rettes op på mig. Så kunne vi begge komme til at stå så stærke som muligt. Vi havde begge brug for at få ladet lidt op på vores batterier.”

”Gennem forløbet mærker jeg ikke rigtig noget. Foldberg kunne fortælle mig, hvordan det stod til fra gang til gang, men jeg mærkede som sådan ikke selv en forskel. Jeg har altid været frisk og haft masser af energi, men på Søren ramte han plet flere gange hvor han kunne mærke, når Søren havde haft en hård dag på arbejdet eller var inde i en stresset periode. Foldberg kiggede også på vores kost, men der var ikke så meget at komme efter. Han spurgte også ind til andre ting, men vi var egentlig bare sunde og raske.”

”En af de sidste gange, jeg var her, og Foldberg mærkede min puls, spurgte han mig til, hvornår jeg skulle have min menstruation igen. Han siger, han mærker lidt i pulsen, men ikke nok til at han kan være sikker. Jeg tænkte faktisk ikke mere over, hvad det var han mente, før jeg lidt senere stod med en positiv test i hånden. Jeg troede nok ikke helt på det – sådan en streg på en pind er jo ikke helt vild tydelig den første gang. Så jeg tænkte, at jeg hellere lige måtte tage en ny dagen efter, og dagen efter igen. Og for hver dag der gik, blev den jo mere og mere tydelig, og man begyndte at tro på det.”

Solveig var i samme periode ved at starte på nyt job. Så samtidig med at hun nu måtte forholde sig til, at hun skulle være mor, så skulle hun også holde fokus på noget andet, som var nyt: ”selvom man var helt vild glad, så blev det på en eller anden måde også puttet lidt i baggrunden. Så tror først det hele blev lidt virkeligt for mig løbende, efterhånden som jobbet var startet godt op, for så kunne jeg derefter begynde at glæde mig. Jeg var lidt bange for i starten, om jeg mon stressede kroppen for meget til, at den ikke kunne være med i det, men omvendt havde jeg det jo super godt, så Foldberg måtte have bygget mig godt op, så jeg kunne klare det.”

For Søren var det helt fantastisk at det var lykkedes. Han havde dog svært ved at forholde sig til det hele indtil de nåede til 12 ugers scanningen – så blev det virkeligt, og han troede for alvor på det.

”Foldberg sagde til os under behandlingen, at vi bare skulle have lidt tålmodighed i starten. Men det var lidt svært, når man ikke som sådan kunne mærke noget. Det var jo ikke en smerte eller en skavank, som man kunne mærke, der ændrede sig. Men han var rigtig god til at guide os og fortælle hvor vi stod. Han forklarede os forløbet, og det gav en tryghed, selvom man ikke selv kunne føle noget gennem forløbet. Det handler om troværdighed – det var også derfor, vi blev ved så længe, ellers var vi jo måske stoppet.”

Efter det lykkedes for parret at blive gravide, har Solveig haft det rigtig godt: ”det har bare kørt efter en snor. Der har ikke været problemer overhovedet, og jeg har ikke døjet med noget som helst. Jeg kan træne og arbejde og gøre alt det, som jeg gerne vil. Jeg blev ved at gå til behandling regelmæssigt indtil omkring uge 12, så han kunne holde mig kørende.”

I dag er parret i uge 32+, og Solveig har fået en enkelt behandling siden uge 12. ”Det er meget betryggende at have Foldberg i baghånden, også når det er ham, der har hjulpet det hele i gang. Søren ”slap han”, da vi blev gravide, men jeg skal nok have en enkelt behandling mere inden termin. Og Foldberg har sagt, jeg godt kan regne med at der ikke sker noget inden da. Det er igen ret betryggende. Han er god til at informere folk, så man falder til ro og har det godt med det.”