Hvad kan punkterne?

Månedens punkt hedder på kinesisk “Nèiguan”. Det er kendt som ‘det store kvalme punkt’. Ved at massere punktet kan man lette mange forskellige former for kvalme:

  • Kvalme ved migræne, søsyge, flyvesyge eller køresyge
  • Kvalme ved graviditet
  • Kvalme hvis man har svært ved at fordøje det, man lige har spist
  • Kvalme i forbindelse med kemobehandling

Punktet kan også bruges mod smerter i brystet eller trykken for brystet.

Hvor finder du punkterne?

Punktet finder du på underarmen. Du kan bruge de tre midterste fingre til at måle afstanden fra håndleddet til punktet (se foto)

Hvordan stimulerer du punkterne?

Tryk let ned i punktet og lav en cirkelbevægelse hvor du masserer i punktet (ikke glider henover huden, da det vil slide på huden).

Massér på denne måde i 2-4 minutter. Ved akutte tilfælde gøres det gerne flere gange om dagen (2-4 gange om nødvendigt).

Ved længerevarende smerter eller trykken for brystet er 1 gang om dagen at foretrække.
PS. Ved smerter/trykken for brystet som ikke letter ved denne brug, skal man naturligvis overveje henvendelse til læge.

Du kan også købe bånd, som du kan gå med permanent omkring hvert håndled. Disse hedder Sea-Band og virker ved at udøve et svagt vedvarende tryk på punktet. Disse kan købes hos Matas, Helsekost og på nettet.

Hvad kan du forvente?

Du kan forvente lige fra en lille lindring til en total ophævelse af kvalme/smerter. Vil du fremme processen, kan det være fint at visualisere (dvs. forestille dig) en afslapning af kroppen og en afslapning i det område, du har generne i.