Karpaltunnelsyndrom

Karpaltunnelsyndrom er en tilstand, som opstår når medianusnerven bliver klemt mellem et senebånd og håndrodsknoglerne. Dette gør, at man kan opleve en prikkende fornemmelse i fingrene, følelsesløshed i en eller flere af fingrene, tryk og ubehag i håndleddet samt generelle smerter i fingrene og ved håndleddet. Nogle gange kan smerten også gå helt op i armen.

Syndromet ses hos omkring 3-4 % af den voksne befolkning, hvoraf det hyppigere forekommer hos kvinder end mænd.

Årsager til karpaltunnelsyndrom

Karpaltunnelsyndromet skyldes, at en medianusnerven, der sidder i karpaltunnelen i håndleddet, bliver klemt mellem et ledbånd og håndrodsknoglerne. Den typiske årsag til tilstanden er inflammation i vævet. Denne vævsirritation gør, at der kommer et tryk på nerven, fordi der opstår væskedannelse og hævelse i kanalens seneskeder, som følge af inflammationen. Grunden til vævsirritationen i første omgang kommer kan f.eks. være pga. seneirritation og i andre tilfælde skyldes det leddegigt. Hvorfor tilstanden har udviklet sig i første omgang eller hvorfor leddegigten kan forårsage det, har man ofte ikke nogen god forklaring på.

Tilstanden kan også komme i forbindelse med en graviditet (sidste trimester) eller efter et håndledsbrud. Det kan også skyldes medfødte snævre pladsforhold i karpaltunnelen, lavt stofskifte, diabetes, overvægt, nyresvigt eller overbelastning, som er opstået pga. ensidige håndbevægelser under arbejde.

Sidstnævnte årsag betyder, at særligt frisører, skribenter, slagtere, industriarbejdere m.fl. er i større risiko for at udvikle tilstanden.

Symptomer på karpaltunnelsyndrom

Symptomerne kan sommetider opstå efter uvant arbejde, f.eks. malerarbejde, havearbejde osv.

Når medianusnerven bliver klemt, vil det medfører en række symptomer i fingrene, hånden, håndleddet og i visse tilfælde armen.

Nedenfor er nævnt nogle af de mest almindelige symptomer, man kan opleve, hvis nerven er blevet klemt:

  • Prikkende/stikkende/sovende fornemmelse i en eller flere fingre samt føleforstyrrelser i visse fingre (oplevelse af at fingrene er følelsesløse)
  • Særlig følelsesløs i fingerspidserne
  • Svind i tommelfingermuskelen, herunder nedsat kraft når man presser tommelfingeren mod lillefingeren
  • Oplever at blive mere fummelfingret (taber ting osv.)
  • Symptomerne er ofte værre om natten, eller når armen er i ro.

Af overstående symptomer er det vigtigt, at man er særlig opmærksom på, hvis man oplever konstant nedsat følesans og muskelsvind, da dette indikerer, at nerven højest sandsynlig er meget klemt. Såfremt dette ikke behandles, kan skaderne være blivende, og effekten af en eventuel operation vil forringes.

Behandling af karpaltunnelsyndrom i klinikken

Når folk henvender sig til os i klinikken ifm. problemer med karpaltunnelsyndrom, er det ofte fordi de ønsker en behandling, der er effektiv uden bivirkninger eller brug af medicin. Mange vil også gerne undgå en operation, og ønsker derfor en mere naturlig løsning på problemet.

Med akupunkturen har vi mulighed for at behandle karpaltunnelsyndrom på flere forskellige fronter, alt efter hvad årsagen til problemet er. Nålene kan sættes, så de skaber et bedre flow af væske og blodkar i håndleddet, således at medianusnerven ikke så let kommer i klemme. Ligeledes kan man behandle den inflammation, der foråsager vævsirritation og fastklemning af nerven.

Så der er flere forskellige måder at behandle et karpaltunnelsyndrom, alt efter hvad der forårsager problemet. Derfor er behandlingen også individuel fra person til person.