Hoftesmerter

Smerter i hoften eller hofteleddet ses især hos den voksne og ældre del af befolkningen, men alle, herunder også børn, kan opleve hoftesmerter eller få nedsat funktion i hofterne.

Årsagen til, at hoftesmerterne primært ses hos den voksne og ældre del af befolkningen skyldes, at efter kroppen har rundet de 30 år vil muskler, sener, knogler og led så småt begynde at miste elasticiteten, og vi oplever at de bliver lettere irriterede efter eller under en belastning. Dette fører til smerter, stivhed og ømhed, når vi begynder at bruge bestemte muskelgrupper, sener osv. efter lang tids pause. Vi ser det f.eks. ved opstart af løbetræning, sommerens havearbejde eller den helt store hovedrengøring i hjemmet. Det kan altså være helt almindelige hverdagsaktiviteter, hvor hoften kommer i en yderstilling, som forårsager pludselig smerte. Hvis smerten ikke aftager efter en uges tid, eller er tilbagevendende, er det nødvendigt at få undersøgt hofterne, og finde frem til den egentlige årsag til smerten.

Årsager til hoftesmerter

Årsagerne til hoftesmerter eller nedsat funktion i hofterne skyldes i langt de fleste tilfælde (begyndende) slidgigt, skader eller indeklemte nerver. Det kan også forårsages af andre helbredsmæssige problemer, såsom betændelse i en slimsæk, lyskebrok, nogle former for kræft, knogleskørhed, knoglebetændelse, m.fl.

Symptomer på hoftesmerter

Symptomerne fra hoften kan stamme enten fra muskelgrupper, ledstrukturer (dvs. knogler, ledbånd mv.) eller det man kalder refererede smerter, som henviser til smerter der opleves i hoften, men egentlig stammer fra et andet sted, f.eks. ryggen eller lænden.

De mest almindelige hoftesymptomer er slidgigt i hoften, hofte-indeklemning eller muskelsmerter omkring hoften.

Slidgigt

Slidgigt i hoften, også kaldt hofte-artrose, ødelægger og nedbryder ledbrusken gradvist, så knoglernes beskyttelse forsvinder. Dette resulterer i smerter, hvor bevægeligheden bliver ringere og leddet stivere. I lettere grad er der ingen symptomer, men ofte oplever man hoftesmerter i starten eller efter længere tids gang. Ved fremskredet slidgigt er hoftens bevægelighed særligt nedsat og man oplever, at det især kan være svært at dreje benet indad eller udad.

Ved slidgigt kan fysisk aktivitet være gavnligt, da dette ofte virker opbyggende på leddet.

Hofte-indeklemninger (hofteimpingement)

Ved indeklemninger i hoften er det ledlæben der er kommet i klemme, der hvor lårbenet bliver holdt inde i ledskålen. Dette sker, når man bøjer hoften opad, og i visse tilfælde også når den drejes, og når ledlæben kommer i klemme ved disse positioner, vil både ledlæben og brusken kunne tage skade.

Denne tilstand rammer ofte personer, der træner meget, og udvikler sig gradvist fra at være noget de kun mærker til under deres træning til en smerte de også vil opleve ved aktiviteter i dagligdagen.

Man vil opleve pludselig stikkende smerte på ydersiden af hoften ved bevægelse, og smerten kan føles fortil. Dertil kan der samtidig være klikken eller låsning i hoften.

Muskelsmerter omkring hoften

Hvis man oplever smerter i musklerne omkring hoften, er årsagen typisk, at man har problemer med hofteleddet eller har fået en isoleret (idræts)skade.

Ofte skyldes smerten, især blandt sportsaktive, at senen på indersiden af hoften er irriteret. Hvis dette er tilfældet oplever man smerter i lysken, når hoften belastes. Smerterne tiltager, hvis man bøjer hoften bagud, og positionen kan opstå ved hurtig gang, løb eller et retningsskifte. Smerter i lysken, der er forårsaget af seneirritation, kan også ske når hoften bevæges indad. Her går smerterne typisk helt ned på indersiden af låret.

Nogle oplever også smerter i balden, som eventuelt kan gå helt ned i benet. Smerten forårsages af spænding i en muskel kaldt piriformis, som ligger tæt på ischias-nerven. Derfor ser man ofte, at muskelspændingen giver nogle af de samme symptomer, som man ser ved en discusprolaps.