Overgangsalder/menopause

Overgangsalderen, eller menopause som den også kaldes, indtræffer som regel i alderen 45-55 år og byder for de fleste kvinders vedkommende på gener som:

  • Hedeture
  • Humørsvingninger (irritabilitet, træthed, depressivitet)
  • Uregelmæssige menstruationsblødninger (f.eks. kraftige blødninger)
  • Tørre slimhinder (smerter, svie, kløe, problemer ved samleje, inkontinens og blærebetændelse)
  • Svage knogler (osteoporose)

Nogle kvinder oplever få og moderate gener, mens andre er plaget i en sådan grad, at det påvirker både deres dagligdag, arbejdsliv og familieliv negativt.

Men selv om overgangsalderen er en naturlig del af enhver kvindes liv, betyder det ikke, at man skal acceptere at leve med gener, der går ud over ens livskvalitet. 

Overvejer du at få gjort noget ved generne, du oplever? Tager du kunstige hormoner og er bekymret for de bivirkninger, der evt. kan opstå ved behandlingen? Har du fravalgt kunstige hormoner, men mangler hjælp til at mildne dine symptomer på menopause?
Så er akupunkturen et muligt alternativ for dig. Vi har mere end 25 års erfaring i at hjælpe kvinder, og gennem årene har der her på klinikken været overbevisende resultater ved behandling af menopause vha. akupunktur.

Hvornår opstår overgangsalderen?

Overgangsalderen er årene omkring den sidste menstruation. Den bliver også kaldt menopausen eller klimakteriet.

Menopausen indtræder, når der er gået 1 år fra sidste blødning. Herefter modnes der ikke flere ægceller, og østrogenproduktionen i æggestokkene stopper. For de fleste kvinder sker det i alderen 45-55 år. Det sker senere i dag, end det gjorde for år tilbage, ligesom der er noget, der tyder på, at der er en arvelig sammenhæng med tidspunktet for menopausens indtræden.

Forandringerne sker ikke fra den ene dag til den anden, men er en proces, der sættes i gang omkring 35-40 års alderen, hvor hormonproduktionen begynder at falde, omend det sjældent er noget, man bemærker på dette stadie i livet.

Hvad sker der i kroppen?

Når piger fødes, er der i æggestokkene flere tusinde ægceller, som i den fødedygtige alder løbende modnes. I forbindelse med modningen af disse ægceller dannes de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron. De to hormoner styrer opbygningen af livmoderslimhinden, så den efter ægløsningen er parat til at modtage et befrugtet æg. Bliver ægget ikke befrugtet, afstødes livmoderslimhinden som en menstruationsblødning, og cyklus gentages.

Op til menopausen modnes der langsom færre og færre ægceller med mindre hormonfrigørelse til følge, hvilket i første omgang går ud over progesteron og dernæst østrogen. Det er især faldet i østrogenmængden, der forårsager de gener som mange kvinder oplever i forbindelse med overgangsalderen.

Generne der skyldes hormonforandringerne kan bl.a. opleves som uregelmæssige blødninger, brystspændinger, søvnproblemer, humørsvingninger, hedeture, tørre slimhinder (især skede og urinrør) og svage knogler (osteoporose).

Overgangsalderen opleves forskelligt fra kvinde til kvinde, hvor nogle oplever voldsomme symptomer på de forandringer, der sker i kroppen, medens andre næsten ikke bemærker noget.

Kortvarige og længerevarende symptomer

I langt de fleste tilfælde er det almindeligt at få symptomer i forbindelse med overgangsalderen, pga. det faldende niveau af østrogen.

Kortvarige symptomer
Af kortvarige symptomer er hedeture det mest almindelige, som optræder hos op til 80 procent af kvinderne. Hedestigningen varer oftest få minutter, og der opstår blussen i hovedet og på brystet. Nogle kvinder oplever svimmelhed eller at blive mere svage i denne forbindelse. Antallet af hedeture er varierende og kan opstå op til 15 gange på en dag. Symptomet starter ofte lige før menopausen og varer typisk i 5-10 år – men aftager dog med tiden. Symptomer som øget svedproduktion om natten, hovedpine, træthed, hjertebanken, søvnbesvær, depressivitet, irritabilitet m.fl. kan også opstå som kortvarige symptomer.

Længerevarende ændringer og problemer
Af længerevarende ændringer og problemer kan nævnes:

  • Uregelmæssige menstruationsblødninger (f.eks. kraftige blødninger).
  • Øget tendens til at miste noget bindevæv i huden efter menopausen, som går ud over hud og hår. Huden bliver tyndere, mere tør og der kan opstå kløe.
  • Tørre slimhinder (smerter, svie, kløe, problemer ved samleje, inkontinens og blærebetændelse).

Yderligere vil det faldende niveau af østrogen i kroppen give svagere knogler. Forinden menopausen mister man ikke så meget knoglevæv, men så snart østrogenniveauet falder, vil knogletabet øges. Det øgede knogletab kan udvikle sig til osteoporose (knogleskørhed) efter menopausen. Hvor stor risikoen er, afhænger af forskellige faktorer. Risikofaktorerne kan f.eks. være tidlig menopause, lav kropsvægt, familiær tilbøjelighed til sygdommen, rygning m.fl.

Hvad kan du selv gøre?

For kvinders vedkommende, efter menopausens indtræden, sker nedbrydningen af knoglevævet hurtigere, fordi der ikke længere produceres østrogen i samme mængde som før. Der er dog nogle faktorer, man selv kan have indflydelse på, hvoraf de vigtigste nævnes her:

  • Fysisk aktivitet forebygger knogletabet, og det kan derfor anbefales at holde sig fysisk aktiv gennem hele livet.
  • Rygning fremprovokerer ofte en tidligere overgangsalder, samtidig­ med at risikoen for knoglebrud er næsten fordoblet. Dette skyldes blandt andet, at tobaksrøg nedbryder østrogen, som er nødvendig for knoglefunktionen. Den tidlige overgangsalder betyder, at den hurtigere nedbrydning af knoglevævet starter tidligere, således at det samlede knogletab bliver større.
  • Kaffe, eller rettere koffein, skal for at blive omsat bruge kalk. Derfor er et stort kaffeforbrug forbundet med et forøget kalktab. Men man skal være opmærksom på, at der også er koffein i te, cola og chokolade, omend i mindre mængder.
  • Det anbefales alle voksne danskere at indtage kalcium dagligt for at forebygge knogleskørhed. Kalcium kan foruden som kosttilskud indtages i naturlig form ved at spise fødevarer som f.eks. mælk, ost, nødder og broccoli.

Behandling af menopause i klinikken

Det er muligt at få hormonbehandling til lindring af de gener, som overgangsalderen måtte give, men der er både positive og negative bivirkninger ved behandlingen. Ud over at lindre symptomer som blandt andet hedeture virker kunstige hormoner også på knogleskørheden, således at nedbrydningen ikke foregår så hurtigt, men samtidig øges risikoen for brystkræft, kræft i æggestokkene (kilde: Ugeskrift for Læger 2004 nr. 47) og blodpropper. Derfor er der mange kvinder, der bevidst fravælger at tage kunstige hormoner og i stedet vælger at leve med generne.

Formålet med akupunktur er at afhjælpe de gener, der måtte være i forbindelse med overgangsalderen, således at der f.eks. bliver færre hedeture og et mere stabilt humør. Samtidig opbygges kroppens ressourcer, således at kroppens evne til selvregulering styrkes.